DOOM-serien Anmeldelse (Xbox, PlayStation, Nintendo & PC)

Wolfenstein, Doom og Exhumed dannede den (u)hellige treenighed af first-person shooters tilbage i 90’erne, og dette ændrede permanent mediet og flyttede akslen ind i en mere kraftfuld og immersiv oplevelse, som ville inspirere hundredvis, nej, tusindvis af franchises i fremtidige år. Men hvor Exhumed og andre mindre kendte titler fik det svært og trak sig tilbage til deres kister, før de oplevede opstigningen til den moderne æra, Wolfenstein og DOOM fortsatte fremad og tændte fakkelen for andre at følge. Kort efter blev en kraftfuld enhed født, og first-person shooters blev de mest efterspurgte spil i verden. For dette skylder vi både id Software og DOOM tak; uden dem ville vi ikke have de fleste af de franchises, som vi både spiller og beundrer i dag.

Der er en grund til, at erfarne spillere henviser til franchise som “faderen” til first-person shooters – og det er, fordi det, når alt er sagt og gjort, både banebrydende og moderniserede genren. Før populariteten steg, spillede DOOM en enorm rolle i udvidelsen af tre-dimensionel fysik, revolutionerende kampmekanikker og en hurtig spilstil, der tillod spillere at springe ind i handlingen og opleve verden fra en helt anden perspektiv. Det var stort, modigt og episk – endnu mere, da ordet “episk” ikke var så bredt anvendt på det tidspunkt, endsige i forbindelse med videospil.

Til Helvede og Tilbage

Som en franchise har DOOM rejst sig og formuleret en tilsyneladende uigennemtrængelig jernnæve, der ikke accepterer andre mål end det, den selv har sat sig. Siden da har serien kunnet fastholde sin trofaste signatur, mens den samtidig har udviklet sig med tiden og tilføjet nye funktioner, mekanikker og teknikker. Det er bare det, at den aldrig har behøvet at indblæse nyt liv i sit hjerte; det har banket i en hurtig takt lang før den store tilstrømning af kopier. Men det er noget, jeg ikke kan lade være med at beundre: det faktum, at serien, på trods af allerede at have de oprindelige værktøjer til at forblive udødelig, har fortsat at udvide sig og udforske nye territorier og innovationer.

Hvis du tænker på ordet “metal”, så parrer du det næsten altid med ordet “DOOM” også. Og der er en grund til det: DOOM er metal. Lad være med det, det er det værste, du nogensinde vil sætte tænderne i. Det er en pulp-idé, men det er også rimeligt at sige, at hvis du kombinerer kugler og dæmoner, granater og helvedes ild, så får du den perfekte cocktail af disige smagsnoter og en generel fornemmelse af badassery, som du normalt ikke finder andre steder. Og det er noget, som franchise har kunnet producere siden dag én: den kugle-besudlede kaos, der ikke kun føles barbarisk, men også tilfredsstillende og morbidt kær.

Benbouillon & Kugler

Selv om kerne-design og spil-elementer er blevet ændret en del gennem årene, er seriens hjerte og helvedes-locale og kugle-punkter forblevet perfekt konsistente, med hver kapitel havde sin egen tema og niveau af kvalitet både i kampen og progressionen selv. Personligt har jeg absolut ingen problemer med noget af det, da DOOM har, i al ærlighed, holdt fast i flydende guld i bedste del af tredive år, plus eller minus. Det er en IP, som, selv om den stadig er under samme paraply som tusindvis af fantastiske serier, ikke har brug for noget særligt for at blive flydende. Dette betyder ikke, at det er en ustopperlig kraft, der ikke har svage punkter; det er blot en accept af, at serien altid har kunnet fange den rigtige balance mellem fremragende og enestående, og det har bevist flere gange.

Jeg ville elske at sige, at DOOM altid har været en forkæmper for fantastisk storytelling, men jeg kan ikke bekræfte det. Men så er det heller ikke dens styrke; det er at skabe kapløbende kamp-sekvenser, der læner sig op ad spændende møder og risikable situationer, sidste-reserven og brutale kampe. For at være fair har DOOM kunnet fastholde dette mantra siden sin første debut, og det er kun ved at fortsætte med at udvikle og tilføje endnu flere funktioner til at styrke ilden, både i kampen og spillet generelt. Ærligt talt kan jeg ikke klage over noget af det, selv om serien aldrig har været særlig god til at sy en interessant historie sammen. Men i al alvor er DOOM ikke en storyteller; det er en midtfinger til den konventionelle first-person shooter – en rebel med et pulserende hjerte af blod og kugler, dæmoner og helvedes ild. DOOM vil altid være det.

Dom

AF alle de første first-person shooters var DOOM en af de få, der turde ryste æblekagen og føre genren ud over det normale, med sin frække og blod-indsprøjtet kampstil og pulserende spil-mekanikker, der åbent vidnede imod den konventionelle skytte. Frankly, ikke mange andre intellektuelle ejendomme kan kræve disse rettigheder. Men for DOOM og dens netværk af kaos-drevne udflugter til Helvede og tilbage, er det en fødselsret, som den kan bære på sin ærme i generationer uden at skulle forklare sig eller forsvare sin retmæssige plads på slagmarken.

Der vil altid være en blød plet i mit baghoved for DOOM. Ja, det er en blanding af barndomserindringer og en generel forkærlighed for banbrydende franchises, der styrer denne slags skib. Men jeg har absolut ingen problemer med at anbefale DOOM til dem, der bare vil glide ind i røgen og diset af en dainty slagmark. Selvfølgelig, hvis det er en historie-dreven kamp, der tiltrækker dig, så vil du ikke finde noget af det her. Men til en djævelsk tur gennem helvedes ild, behøver du ikke at grave dybere end ind i årerne på denne ugudelige verden og dens episke historie.