Monopoly Go! Anmeldelse (Android & iOS)

Monopoly Go! fjerner måske den ubønhørlige jagt på at få *flest* grunde på brættet, men det er ikke det samme som at den *afskaffer* den ubønhørlige søgen efter evige rigdomme og social status. Hvis dette var et hvilket som helst andet tilfælde, ville det handle om at underbyde markedet. Det ville handle om at bruge alle de penge, du har i lommen, på at *investere*, bygge og i sidste ende kapitalisere på en portefølje af arkitektoniske projekter. Men i *Monopoly Go* bliver stort set alt serveret for dig på et sølvfad. Det eneste, der desværre *koster* dig penge, er at spille selve spillet. For mens mobil-spinoffen *giver* dig en hurtig løsning på dit udødelige ønske om at monopolisere, kommer den også med en betydelig forbehold, der kan gøre det meget sværere at nyde livet som højrisikospiller. At du kun kan slå terningen et vist antal gange om dagen (medmindre du bruger *flere* penge på at slå igen) siger det hele. Det handler ikke om at *vinde*; det handler om at bruge de småpenge, du har råd til at tabe på et givet tidspunkt, for at skrabe den smule glæde sammen, du kan, ud af hvad der kun kan beskrives som en skamløs imitation af et ellers elsket brætspil. Og det *værste* er, at du ikke engang kan vælte brættet, når du løber tør for kontanter. Irriterende nok er smartphones meget dyrere at erstatte. Selvom de grundlæggende spilleregler stadig er i fuld vigør her, gør *Monopoly Go* et snedigt forsøg på at tømme dine lommer ved hvert vejkryds. Desværre, for at *fremme* sig i spillet og forbedre dine grunde (samt deltage i diverse minispil og sæsonbegivenheder og hvad har vi), *skal* du rette dig efter reglen om, at kun et vist antal terningeslag kan bruges om dagen. Med andre ord, hvis du *ikke* tømmer din tegnebog fra tid til anden, så er dine chancer for at få fodfæste på brættet utroligt små. Dette er ikke en *dårlig* ting. Men medmindre du har tiden og tålmodigheden til at kaste dig ud i hårdt renoveringsarbejde, har du sandsynligvis ikke hvad der skal til for at finansiere et luksusliv her. Selvom flere af de centrale sociale aspekter forbliver et gennemgående tema i *Monopoly Go*, læner spillet i sig selv sig mere mod en singleplayer-oplevelse. Med det i mente har du ikke en *klassisk* imitation af *Monopoly*; du har en ensom ejendomsstige, der kræver, at du manuelt bevæger dig rundt på brættet, fremstiller terningen og bruger de aktiver, du har tilovers, til at investere i diverse projekter, fordele og minispil, før du går videre til et bræt på højere niveau. Og det er vel alt, hvad *Monopoly Go* er: en ubønhørlig søgen efter at *udvikle* sig, selvom det betyder at skulle punge ud for at klatre “bare et enkelt” trin op ad den evigt udvidende stige. Idéen er enkel: tryk på terningen, bevæg dig over felter på brættet, og brug diverse multiplikatorer, community chests og andre fordele til at opgradere landmærker og låse klistermærker op til dit album. Efterhånden som du *fremmer* dig langs stien (eller lander på et jernbanefelt), får du en chance for at kæmpe mod *en anden* spiller i et kort minispil—Bankrøveri eller Nedlukning—hvor udbyttet enten er en simpel pengebelønning eller en mulighed for at stjæle fra den rivaliserende spiller. Det tilføjer ikke voldsomt meget til den overordnede oplevelse, selvom indførelsen af hyppige minispil giver et ekstra lag af kompleksitet til monopoliseringen. *Målet* er stadig det samme: udbyg dine landmærker og fuldfør nok felter for at komme videre til det næste område. Det er ikke helt så konkurrencepræget som det originale brætspil, men det har *en vis* strategisk værdi. Det eneste problem er, at du skal sætte penge hvor din mund er for at nyde den *fulde* vægt af monopoliseringen. Enten det, eller også må du vente passivt på, at terningekastene genopfyldes. Misforstå mig ikke, *Monopoly Go* er stadig et fremragende spil til at kurere kedsomhed. Mens det ikke giver dig mulighed for at spille i længere perioder på grund af sine nærige begrænsninger på terningeslagsystemet, tilbyder det en generøs mængde muligheder at låse op, herunder community chests, tematiske brætter, sæsonbegivenheder og en imponerende samling af landmærker og fordele at opnå, for blot at nævne et par af dens hjørnesten-funktioner. Det får måske ikke den tidløse følelse, der hører med originalen, til at skinne igennem, og dens sociale aspekter rammer måske ikke helt så hårdt som det traditionelle brætspil. Når det er sagt, så for en lommevenlig iteration, der berører alle grundprincipperne og finder en måde at presse sine mest elskede aspekter ned i håndfladen på, *giver* det faktisk et godt tidsfordriv. Det er måske lidt pebret, men det betyder ikke, at du ikke kan nyde det for de korte omgange af kontantløs gameplay, det faktisk tilbyder, når lagrene genopfyldes.

Verdikt

Hvis det ikke var for de hyppige paywalls og irriterende pay-to-pass GO vejspærringer, ville *Monopoly Go!* være en fremragende lommevenlig iteration af det elskede klassiske brætspil. Men det er de *små* ting, der dæmper humøret—begrænsningerne på terningen; mangel på social interaktion; og den simple kendsgerning, at *hver* bevægelse du foretager, får det til at føles som et kostbart spil, du knap nok har råd til at deltage i. Jeg ville elske at sige, at det *virker*, men de tvungne incitamenter og manglen på gennemsigtighed for casual spillere gør det så pokkers svært at nyde i længere perioder. Og det er en skam, virkelig, for der *kunne* være et givende mobilt spil her. Selvom flere af kingmaker-komponenterne forbliver et almindeligt kendetegn i *Monopoly Go*, er det svært at se på det som en hyldest til Hasbro og ikke som en skamløs pengemaskine, der forklæder sig som en ulv i fåreklæder. Det er stadig *Monopoly*, men med en bekymrende mængde påtrængende reklamer og paywall-systemer. Som *Monopoly*, altså, men med rigtige kontanter på spil og ikke de falske pengesedler, man typisk finder i det klassiske brætspil.