Friendly Steps anmeldelse (PC)

Hvis der nogensinde har været et spil, der kan understrege årsagerne til, at du shouldn’t take advice from a drunk friend, det ville være Friendly Steps—en multiplayer “walking” simulator, der muntert og beruset nikker til de terrible idéer, der opstår efter en lang nat i byen.

I de fleste tilfælde ville du stole på en lokal taxatjeneste for at bringe dig hjem, før du plejer en frygtelig tømmermænd. I Friendly Steps, er det derimod ikke en holdbar mulighed at tage taxa; det er et upraktisk alternativ, som, med al respekt for taxachaufførerne, ikke formår at skabe en følelse af eventyr. Walking hjem med dine venner lænket til din side, derimod, giver en historie, du stolt kan smile over om morgenen. Det er selvfølgelig kun, hvis du overhovedet kan huske den.

Friendly Steps sigter efter at indfange aftermath af en god aften ude—den post‑drik‑slap, der ofte får flere venner til at snuble gennem nabolaget for at nå deres respektive hjem. Ligesom Conker, lægger den dig i skoene på en beruset gæst, der blot ønsker at finde vej hjem for at lindre tømmermænd og glemme tidligere fejl. Men naturligvis ligger den bitre pille her: home is a long, long way away, and it just so happens to be on the other end of several miles’ worth of high-rise paths, narrow bridges and deadly obstacles.

Chained Together kom straks i tankerne, da jeg bandt mig til de andre idiotiske berusede i baren. På samme måde greb den mig i et reb, gav mig en vag idé om, hvad jeg skulle gøre, og gik derefter videre med at fortælle mig, at jeg måtte lære at gå igen fra bunden. I stedet for at give mig et pålideligt exoskelet til at hjælpe mig med at sprint, gav den mig to ben og en separat kontrol for hvert. Manual Samuel, kom også i tankerne på det tidspunkt. En fornemmelse af, at tingene hurtigt ville løbe løbsk real quick var også tydelig. Destinationen kunne have været indlysende, men jeg vidste med sikkerhed, at rejsen ville blive et komplet mareridt.

Der er en lige så stor del af skylden at fordele i et spil som Friendly Steps. Det er sandt, hvis det ikke er dine venner, der trækker dig ned, så er det fysikken. Se, problemet du har her er, at du, naturligvis, well over the limit, you cannot simply cure fatigue through conventional methods alone. Ligesom Baby Steps, skal du lære at sætte den ene fod foran den anden, og, som om det skulle gøre tingene that much worse, lean on your friends to help you reach various checkpoints. Du kan ikke løbe, og du kan ikke gå med selvtillid. Du can, however, crawl.

Friendly Steps er et spil, der elsker at gøre dit liv til et levende helvede uden nogen som helst grund. Mekanisk er det ikke særlig svært at forstå, da det hovedsageligt handler om at betjene to ben og samarbejde med en gruppe for at overvinde forskellige forhindringer. Det er det, spillet binder between som gør det til en smerte i bagdelen at slæbe sig igennem. Hvis du for eksempel snubler over dine egne snørebånd, vil du enten snuble og falde, eller trække dine venner ned i en afgrund. Det samme gælder for de andre spillere, hvilket betyder, at hvis selv one of you happen to make a mistake during the trek home, så skal everyone have to pay for it.

Ligesom dit traditionelle raserspil, Friendly Steps kommer med et spørgsmål: can you trust your friends to bring you to your final destination? I de fleste tilfælde er svaret på dette spørgsmål enkelt — og det er et stort nej, du kan ikke stole på, at de tager dig til slutningen af gaden, for ikke at tale om den sidste forhindring. Når I alle befinder jer i samme båd, er det dog ikke kun dine friends , der skal lære at gå igen. Du også bærer en stor del af byrden på dine skuldre.

Selvom handlingen med at sætte den ene fod foran den anden ikke er særlig udfordrende, så gør Friendly Steps det, uden at tænke to gange over konsekvenserne, alt hvad den kan for at forhindre dig i at glide ubesværet gennem dens verden. Med flere forhindringsfyldte biomer at kravle igennem og dusinvis af miljøfarer at overvinde, føles det aldrig så enkelt som at skifte mellem to lemmer og gå på stram line. Everything—a slight gust of wind, even—can cause a ripple effect and send each of you flying through the air. Det er din opgave at sikre, at smerten og lidelsen ikke hænger ved længere end absolut nødvendigt.

Bag dens rasende påfund og absurde forhindringer gemmer sig et overraskende givende co‑op‑spil, der får mange ting rigtigt. Så irriterende som det er, bringer selve spillet mange elskværdige elementer til bordet, med nogle smukt bløde visuelle udtryk, morsomme karakterer og en masse tilpasningsmuligheder. Det er sandt, at det måske ikke er det first game to pair physics-based chaos with rage-inducing mechanics, men det er et, der indfanger det bedste fra begge verdener på en positivt mere‑spiselig måde.

Når alt er sagt og gjort, er der ingen undgåelse af den forestående hovedpine, du vil møde i Friendly Steps. Det sagt, hvis du kan holde ud med slæbet længe nok til at se din rejse igennem til den bitre ende, så kan du måske se tilbage på dine tidligere fejl i et lidt mere positivt lys. Det er usandsynligt, at jeg vil indrømme det, men du forstår pointen. Venskaber will fall apart regardless, men de skridt du tager before all hell breaks loose might just overshadow the moments that induce the storm. Nå, noget i den stil. Ærligt talt er det dog bedst ikke at hæve håbet.

Dom

Friendly Steps drunkenly spouts the gospel of a post‑party slog through a bizarrely crowded neighborhood of unconventional set pieces and deadly obstacles, all in the hopes of emphasizing a simple message to the rage‑loving masses: that friends can be the perfect crutch for any pre‑hangover predicament, should they ever be willing to lend a hand, an arm, or, more importantly, a leg. While it might not be the first of its kind to preach the same message, it is a commendable mouthpiece that checks all of the right boxes and gets all of the appropriate words across. To that end, I’d call it a good game. An original game, no — but a game that will most definitely give you something to write home about, nonetheless.