Beat Slayer Anmeldelse (PC)

Hvis Hades og Disco Elysium ved en tilfældighed havde limet sig til de rytmiske noder i Metal: Hellsinger og formuleret et elektronisk rogue-like hack-and-slash, så er chancen for, at Beat Slayer ville være det færdige produkt. Som det viser sig, er ByteRockers’ Games’ nyformede skabelse en blanding af de tre, hvor hvert lag trækker på et generøst udvalg af stilistiske komponenter, der stærkt læner sig mod en Hi-Fi Rush–type skabelon. Den eneste store forskel her er dog, at den ikke vælger en ekstranummer bestående af headbanging power metal-anthemer, men snarere en candy-popping elektro-setliste – en som helt sikkert får dine tæer til at krølle og årerne i din hals til at pulsere, mens du banker livet ud af, ja, alt med en puls, eller mangel på samme. Jeg skal være ærlig, jeg er ikke en die-hard fan af de genrer, som Beat Slayer flettes sammen med – men det er ikke det store problem, for det var ikke musikken, der oprindeligt fik mig til at navigere gennem spillets rytmecentrerede gange, men den balls-to-the-wall-kamp, der, omend ikke kompetent designet, for at sige det mildt, altid var en fornøjelse at grave mig igennem, selv under afsnit, der involverede at skulle rense og gentage de samme tre eller fire beats tre gange for at komme videre. Men det var en del af læringsprocessen, og ærligt talt, jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød at være nogens tyggegummi, mens jeg strygede krøllerne ud og finpudsede kanterne på mine spiselige færdigheder. Så hvad er det præcist, der får Beat Slayer til at, jeg ved ikke, poppe? Er det værd tiden og besværet? Eller et andet spørgsmål ville være, er det værd at sideplacere lignende som Hi-Fi Rush og Hades for? Lad os tale om det.

I Will Find You, and I Will Make You Listen to My Mixtape

Beat Slayer kaster dig ind i det dystopiske Berlin fra det 20. århundrede – en by opslugt af krig og uro og konstant under tommelen på et tyrannisk robotimperium. Som Mia, en økse-svingende, no-nonsense-snakkende protagonist med et hjerte af sten, må du begive dig ud på et quest for at finde din længe forsvundne bror, som holdes fanget bag de tilsyneladende uigennemtrængelige mure i en fjerntliggende fæstning. Undervejs bliver du nødt til at afdække hemmelighederne i en metropol plaget af endeløs konflikt og dystopiske drømme – en bedrift, der tilfældigvis involverer at kæmpe mod horder af robotfjender og, takket være spillets tematiske skabelon, hacke til rytmen af et beat. Som med ethvert spil, der anvender en generisk rytmisk gameplay-stil og en række node-sprængende værktøjer, beder Beat Slayer dig kun om at gøre én ting: synkronisér dine angreb i takt med beatet; jo mere præcis din reaktion er, jo bedre bliver dine angreb, hvilket giver dig ekstra kræfter til at levere fatale flows og overopladede træk. Dette system – herefter kaldet Tanzenreich – er ikke særlig svært at knække; det er så simpelt som at opnå nok point ved at lande en stribe perfekte slag, og derefter låse en ekstra palet af værktøjer op, der giver dig mulighed for at bruge endnu stærkere angreb. Det er simpelt, nemt at navigere i og overraskende vanedannende – tre ting, der gør den overordnede oplevelse tre gange så sjov at udholde, helt sikkert.

You Will Fail…Spectacularly

Jeg siger ikke, at Beat Slayer er et svært spil eller noget, men det faktum, at det kræver et vist niveau af færdighed for at kunne væve et tilstrækkeligt antal beats sammen for at overvinde visse fjender, gør tingene, i de sjældneste tilfælde, lidt hårdere. Dens boss-kampe kræver for eksempel næsten-perfekte streaks for at gennemføre – en opgave, der involverer at skulle lande et bestemt antal hits, mens man også undgår fatale skader. Desværre, hvis du skulle falde i kamp, så bliver du nødt til at spole tiden tilbage og, ja, starte forfra. Og det er irriterende, virkelig – men hvad er livet uden nogle få udfordringer? Den gode nyhed er, at på trods af den enorme mængde curveballs, som kampagnen kaster efter dig gennem dit strejf gennem Berlins gader, er hjælp aldrig for langt væk; faktisk lærer hvert dødsfald dig en værdifuld lektie og fungerer som fundament for et senere forsøg, som du måske eller måske ikke lykkes med. Takket være de følgesvende, der også besætter din base, kan mange ekstra kurser tages og adopteres til fremtidige dyk. Unødvendigt at sige, for at sætte et alvorligt mærke i historien – må du være villig til at kaste håndklædet i ringen fra tid til anden, blot for at lære af dine fejl og blive mere selvsikker i din evne til at anrette ødelæggelse på de fjender, der står foran dig. Igen, Hades dukker op i tankerne; du vil dø, men for det fælles bedste. For mig fandt jeg, at selv når jeg blev slået ned af de robotiske arme på en eller anden overdimensioneret kontraption, lavede jeg på en eller anden måde fremskridt – selvom det ikke altid blødte igennem mine følgesvendes tvivlsomt uretfærdige bemærkninger. Uanset hvad var jeg altid på sporet.

On the Beat

Uden tvivl en af de bedste funktioner i Beat Slayer er dens valgte kunststil; det er Hi-Fi Rush møder Borderlands, måske med et par lånte teksturer fra lignende som Persona og, for god ordens skyld, Sunset Overdrive. Bortset fra dens skarpe og sammenhængende overflade og candy-popping visuelle effekter, drager Beat Slayer også fordel af en ren, omend ondsindet skånselsløs gameplay-stil, der, selvom den er et par field goals fra at være mekanisk kompleks, præsterer på et højt niveau fra det øjeblik du sætter rødder i dens krigshærgede verden, til det sekund du forlader dens ydre grænser. Tilføj det faktum, at den ikke overkompenserer for sin mangel på tekniske detaljer ved at introducere en strøm af overvældende UI-systemer, og du har adskillige grunde til at lægge alle dine æg i én kurv. Når alt er sagt og gjort, gør Beat Slayer ikke et sidste desperat forsøg på at omfatte aktiver, som den simpelthen ikke behøver at udrulle; den ved hvad den er, og den gør genren retfærdighed ved at finpusse et enkelt lag og ikke, for eksempel, kvæle det med uberettigede temaer, der ikke tjener noget formål i den generelle infrastruktur af skabelonen. Det er nok at sige, at dette er, på trods af sin enkelhed og bogstavelige design, en relativt smertefri hyldest til kunsten bag rytmiske shooters – og det er mere end nok til at retfærdiggøre en hurtig indsættelse i enhver die-hard fans lommer, virkelig.

Verdict

Hvis du forlod udkanten af Hi-Fi Rush med en uslukkelig tørst efter mere rytmisk mayhem, så behøver du ikke kigge længere end til de ballistiske grænser af Berlin for at få dit næste sæt kicks. Der er et godt sæt knogler at pille ved her, og for ikke at nævne en skarp æstetik og kugle-fræk atmosfære, der både er let for øjnene og lige så forstærket gennem dannelsen af kvalitetslyde og diverse beats. Ja, dens historie er lidt, ja, meh – men én glemsom narrativ påvirker ikke nødvendigvis den overordnede kvalitet af gameplay-aspekterne, hvoraf der er masser at skrive hjem om, mærkeligt nok. Selvom det ikke er det længste spil på blokken, er det nok til at holde dig i gang med at knække kranier og skabe nye måder at ophobe endeløse bølger af tankeløs ødelæggelse på i det tema, det så tydeligt favoriserer. Desuden koster det heller ikke en formue at få fat i; det står i øjeblikket på Steam-butikken for lige under $20 – hvilket er et absolut røverkøb, givet den mængde indhold, det skaber direkte fra æsken og præsenterer på en slags blodplettet karmosin tallerken. For at gøre en lang historie kort, hvis du er interesseret i at cementere over hullet, der blev efterladt til tørre af Hi-Fi Rush og dens bande af værdige modstandere, så ville du have ret i at kanalisere din energi mod at tackle kaoset, som Beat Slayer fremmaner i massevis. Igen, det er ikke det mest fyldige beat ’em up-spil derude, så prøv ikke at vals ind og forvent at opdage en langtrukken vandretur med en latterlig mængde ting at rumme. Dette er, mangel på bedre beskrivelse, en kort bane, men en der uden tvivl stadig vil efterlade dig skrigende på en ekstranummer.