Metal: Hellsinger Vs DOOM

Der er intet mere metal end at rive igennem en hær af dæmoner med to rygende løb og et ledsagende soundtrack så råddent, at det får gutterne i Rammstein til at ryste i bukserne. Det er den slags helvedesagtigt materiale, som kun få har formået at mestre, men en type, der, hvis den udføres korrekt, er en magt, der ikke bøjer sig for nogen underordnet. Et par eksempler, der falder mig ind med det samme, er DOOM, og selvfølgelig, den nyligt udgivne Metal: Hellsinger—to groteske shooters, der løfter deres spil gennem kunsten om højoktans-kamp og metal-inducerede ballader. Det er givet, at disse ikke er de eneste to FPS-IP’er, der drager fordel af et jernhårdt soundtrack og et netværk af ansigtssmeltende henrettelser. Men for hvad det er værd, så er de to af de bedste på det moderne marked, og begge en ære for genren som helhed. Spørgsmålet er, hvilken af de to der er det bedste valg i 2023.

Hvad Er Metal: Hellsinger?

Først og fremmest er der elefanten i rummet, der skal anerkendes: DOOM og Metal: Hellsinger er faktisk ikke forbundet med hinanden på nogen måde, form eller facon. Faktisk er den førstnævnte en historiedrevet shooter, hvorimod den sidstnævnte er en rytmeshooter, gennem og igennem, og ingen af dem deler den samme verden, karakterer eller lore. Og selvom det er let at tro, at de to er beslægtede, hvis ikke ved blod så ved ånd, så forbliver kendsgerningen: DOOM og Metal: Hellsinger er adskilt af flere oceaner. Med det af vejen, lad os tale om Metal: Hellsinger. Hvad er det, og hvordan hænger det sammen med lignende som DOOM, Bulletstorm, eller enhver anden anarkisk fantasy-shooter for den sags skyld? Kort sagt er Metal: Hellsinger en episodisk rytmeførstepersonsskydespil fra The Outsiders. Dens koncept, meget ligesom mange af DOOM-kapitlerne, involverer at lade spillere bane sig vej gennem flere biomer i en fjendtlig underverden—et karmosinrødt knudepunkt, der er hjemsted for dæmoniske bæster og sadistiske væsner. Det der adskiller Metal: Hellsinger fra DOOM er dens rytmiske blåtryk—en gameplay-stil, der, i modsætning til den traditionelle løb-og-skyd-stil som DOOM benytter, inviterer spillere til at skyde i takt. Det er ikke obligatorisk, men det tilbyder en række incitamenter—en højere score ved slutningen af hver runde, er det mest åbenlyse. Hvis spillere kan holde takten med en slider, der præsenterer taktbaserede noder regelmæssigt, så summer scorerne sig op for at låse bedre belønninger og spilfordele op. Det er enkelt, men åh så effektivt.

Hvad Er DOOM?

DOOM er en franchise, der ikke behøver nogen introduktion, da den ene og alene har formået at bevare et fodfæste på FPS-fronten i størstedelen af tre årtier eller deromkring. Med sin første udgivelse tilbage i 1993, er IP’en selv kun gået videre til at overgå fansens forventninger og blevet en af de mest efterspurgte shooters på markedet. Og helt ærligt, vi tvivler på, at den forlader os noget tid snart. Kort sagt er DOOM en serie af førstepersonsskydespil—fortællinger, hvor spillere tager kontrol over Doom Slayer, en rummarine, der har til opgave at udrydde en dæmonisk art, der hærger Jorden. Hvert kapitel, på lignende vis som det forrige, skildrer lignende begivenheder, blot med vagt forskellige lokationer og fjender. Forudsigeligt, men lige så afhængighedsskabende.

Gameplay, Våben & Indstillinger

Det siger sig selv, at da de er to spil med fokus på hjertebankende kamp, har hverken Metal: Hellsinger eller DOOM mangel på våben. Tværtimod praler hver IP ikke kun af et standardudvalg af nærkampsvåben, men også af afstands- og projektilsvåben. Og disse våben er heller ikke svære at få fat i, da hver titel tilbyder et helt arsenal i de indledende faser af deres respektive kampagner. Så hvis det er balls-to-the-wall-action, du er ude efter, så mand, du er forkælet med valg. Gameplay-mæssigt tilbyder begge spil den samme arkade-stil action, svarende til størstedelen af klassiske førstepersonsskydespil. Ingen af de to er overdrevent lange heller, med DOOM Eternal der lander på omkring ti-timers mærket, og Metal: Hellsinger der hoster op med kun fire, måske fem. Uanset hvilken sværhedsgrad du vælger, tilbyder begge kampagner dog talrige incitamenter til at genopleve baner, hvis ikke for den ekstra udfordring, så for yderligere fordele og unlockables. Endelig er der progressionen, som består af niveau-baserede kapitler, der er spredt ud over en enkelt historie. I Metal: Hellsinger, er kapitlerne opdelt i tematiske zoner, som hver giver flere bølger af fjender, og derefter den samme tilbagevendende bosskamp for at overgå til et nyt område. Forudsigeligt, ja, men overraskende optimistisk og underholdende alligevel. DOOM er en smule anderledes, ved at den sigter mod at levere mere fyldige kapitler, så at sige. Og med hver zone, der har et bredt udvalg af udforskbare områder og lommer af yderligere lore, fører dette til en udtrukket oplevelse, en der fjerner sig fra det standard A-til-B progressionssystem, som Metal: Hellsinger holder sig til. Bundlinjen er, hvis det er et mere omfangsrigt spil, du er ude efter, så vil DOOM sikkert give dig din fyld. For en kortere rejse gennem de samme helvedesagtige landskaber, så søg mod Hellsinger.

Konklusion

Mens The Outsiders’ forsøg på at genopfinde den metal-inspirerede vildfart gennem de syv helvedes cirklers blåtryk var beundringsværdigt i bedste fald, var det ikke helt nok til at fortrænge DOOM, en kraftcentral af en FPS-serie, der har regeret suverænt i årtier, fra podiet. Ikke desto mindre, for alt det, den bragte til bordet—et dræbende soundtrack og al den afhængighedsskabende action oveni—gjorde den det bemærkelsesværdigt godt. Og lad det derfor siges, at mens DOOM tydeligvis har de bedre verdener og fysik, så er Metal: Hellsinger stadig et vanvittigt godt spil, og ikke at forglemme en ære for FPS-fællesskabet. Selvfølgelig handler det hele om personlig præference, som det ofte gør, når det kommer til at skille ad to produkter med et lignende design. Når det er sagt, så givet den arv, som DOOM har bygget for sig selv, og ikke at forglemme de utallige IP’er, den har inspireret i de årtier, den har været på banen, ville det være en absolut fornærmelse at skyde den ned til fordel for, ja, et mindre kendt kunstværk. Det er et let valg for dem, der er dedikerede til metalscenen, skal det lige siges. Musikalsk set praler begge franchises af ufejlbarlige soundtracks og atmosfæriske lydborde—til det punkt, hvor de kunne sætte Hans Zimmer i arbejde. Og på den note, hvis det er en generisk vildfart gennem Helvede med et orkester, der bærer powersoloer på ryggen, du er ude efter, så har du fundet ikke én, men to pristine eksempler lige der på frontlinjen. For alt andet, hvilket inkluderer alt-i-alt bedre kampmekanikker og variation, så søg ly i favnen på DOOM og dens kiste af ugudelige skatte.   Så, hvad er din holdning? Er du enig i vores konklusion? Lad os høre dine tanker på vores sociale medier her.