PolyPine Anmeldelse (PC)

Der er noget utroligt terapeutisk over at være vidne til den komplekse, men organisk elegante udvikling af naturen og dens primordiale skønhed. Det er en syn, der er så indbydende, at man kunne tilbringe timer—dage, endda, blot med at så frø i jorden og se dem blomstre op i forbløffende klaser af bark, torn og blomster. Sådan er tilfældet med PolyPine, et simpelt low-poly spil, der netop formår at fange præcis den evolutionære sammensætning af træer og deres naturlige vækstpatroner over en bred spektre af miljøer. Og hvis du synes, det lyder en smule kedeligt eller ligefrem lidt meningsløst—som at se maling tørre, måske—så kan du være sikker på, at der er mere i dette indie-spil end mødet på øjet.

PolyPine prætender ikke til at være noget, det ikke er, og det forsøger heller ikke at kombinere flere genrer for at danne en unødvendig hybrid af flere tråde. Nej, hvad PolyPine gør, er at fortælle en historie—en fortælling, der, gennem brugen af forskellige sammenflettede prompts, der giver dig mulighed for at forme terrænet, inviterer dig til at så dine egne frø og skabe æstetiske habitater af udsøgt naturlig skønhed og kraft. Fra de første stadier af dens jordiske rejse til de sidste gyldne år af dens forgående stamme, skriver PolyPine afsnittene, der udgør begyndelsen, midten og slutningen, og det giver dig, den med værktøjerne, opgaven at forme verden, som du ser det passer bedst.

PolyPine tør ikke afvige for langt fra sin primære formål: at understrege træernes og deres retmæssige plads i økosystemet. Og derfor, selv om det kan læne sig op ad andre områder og landbrugspraksis, er den simple sandhed, at PolyPine er gennemsigtig og jordnær — bogstaveligt.

Fra Frøet

PolyPine handler ikke kun om at så et frø og vente på, at det vokser; det handler om at analysere jorden og de naturlige undere omkring dig for at hjælpe økosystemet med at trives. Der er en sommerfugle effekt, på en måde, der kræver, at du overvejer, hvordan du skal udvikle visse områder af vildmarken på bekostning af en anden faktor. For eksempel, når du såer et frø, skal du måske overveje, hvordan et kaskaderende træ vil påvirke den lokale miljø. Ligeså, hvis du adopterer et dyr, der producerer gødning, skal du måske beslutte, om det er mere sandsynligt, at det vil hjælpe med at fremme væksten af dine planter, eller om det vil tiltrække andre dyr, der kan eller måske ikke vil tygge på dine træer. Og med talrige dyr at se til, betyder det i virkeligheden, at du har ansvaret for at opfylde behov og skabe et habitater, der er til gavn for alle, ikke kun en enkelt art.

Spillet er lige så meget om de beslutninger, du tager, som det er en lektion i conservation og evolution. Gennem brugen af flere origami-lignende dyr og vilde dyr, bringer spillet dig om bord for at udfolde dere historier. Det handler ikke om at være partisk mod en bestemt fraktion; det handler om at lægge grundstenen for et fungerende, selvvedligeholdende økosystem, der byder velkommen til alle former for liv, enten det er en elg eller en egern, en sommerfugl eller en fugl. Og her er, hvor en simpel, men effektiv gameplay-mekanik kommer i fokus—en mekanik, der, selv om den ikke er overordentlig kompleks, kan efterlade dig med en følelse af taknemlighed og tilfredshed i timevis.

At Vokse og Trives

PolyPine går ikke over bord med sit kontrolsystem; tværtimod afhænger det af en simpel point-and-click-metode—et værktøj, der giver spillere mulighed for at interagere ikke kun med habitaterne, men også med dyrene, der giver dem liv. For at sige det enkelt, har hvert dyr, du bringer ind i din verden, flere fordele og ulemper — en elg producerer gødning, en blomst absorberer nævnte gødning, og en sommerfugl adopterer nævnte blomst for at tiltrække flere af dens art, og så videre. Det handler om at finde ud af, hvilke dyr du skal avle, og hvilke punkter du skal klikke på, der er nøglen.

Jeg kan ikke få mig selv til at sige, at PolyPine er et krævende spil, for det er det ikke. Og selv om der er nogle opgaver, der kræver en smule ekstra planlægning, er hovedparten af spillet en absolut brise at gå igennem. Det er et skov-bygning-sandkasse-spil i hjertet, hvilket betyder, at selv om der er flere mål at opfylde og dagsordener at udfylde, er der ingen bestemte tidsbegrænsninger eller overordnede regler at følge. Selvfølgelig er det ikke for at sige, at det er en glad proces; faktisk er det en cirkel af liv, der giver lige så meget, som det tager. Der er liv, og der er død, og det er lidt det, PolyPine forsøger at få sagt — at et økosystem er tilbøjelig til at kollapsere og genopbygge sig selv. Her får du dog pladsen foran vidneskab om, hvordan føniksen genopstår af asken.

Dom

PolyPine er det slags spil, du ville vende tilbage til efter en lang og krævende pilgrimsrejse til kanten af et følelsesmæssigt krævende RPG. Det er det slags oplevelse, du ikke nødvendigvis ville hælde dit hjerte og sjæl i, men det er en, du ville naturligt holde på hylden for at løfte din ånd, når du har brug for det. Med dets yndige origami-lignende visuelle effekter, beroligende soundtrack og morsomme gameplay-elementer, kunne du let tabe en håndfuld timer på den simple handling af at se en elg udskide papirpellets og en sommerfugl flakke i en cirkelbevægelse uden nogen åbenbar destination.

Hvis du er en generel elsker af alt, hvad der er vildt, vidunderligt og plantebaseret, så er der en god chance for, at du vil nyde at så et eller to frø i Cloudberry Pine‘s hyggelige økonomi-bygning-sandkasse. Der er nok udfordring her til, at du kan skære igennem, og alligevel kan du stadig bade i enkelheden af vækst- og udviklingsperioden på samme tid. Og det er næsten et undervisningsredskab, også, hvilket tilføjer til den samlede appel og dybde af oplevelsen. Mere til punktet, dog, er det sødt, interaktivt og en absolut drømmeskib for dem, der har interesse i naturen.