Happy’s Humble Burger Farm Anmeldelse (Xbox, PlayStation & PC)

Happy’s Humble Burger Farm er en forkæmper for det underlige og fantastiske, det foruroligende og det udmattede. Det tager kun fem minutter, faktisk, at lære, at det ikke er en almindelig burger-flipper madlavnings-sim, men snarere en uhyggelig og forfærdeligt ubehagelig psykologisk horror med en fastfood-vending. De grundlæggende mekanismer kan være af en lignende natur – at grille bøffer og tilføje masser af pomfritter til en friture, før man serverer måltider til kunder, for eksempel – men Happy’s Humble Burger Farm er ikke nøjagtig det, man ville kalde en skærekulinarisk sport. Snarere er det en ferocious blodsport, der kræver, at man tænker på fødderne og handler på impuls, ikke kun for at tilfredsstille en del sultne maver, men for at holde de indre dæmoner på afstand og, vigtigst, den tykke ko fra at teste én lem fra lem.

At kalde Happy’s Humble Burger Farm en deprimerende spil kan være lidt uretfærdigt. Selv om, for at være fair, man kan se, hvad vi taler om her. Takket være dens kornede æstetik og fugtige atmosfære (og ikke at nævne dens smerteligt groteske karakterer), slår det straks én, som værende et sted med uudtalte fjendskaber. Der kan være smil overalt, men hvis spillet er noget som helst, er det ikke en “lykkelig” oplevelse – eller i hvert fald ikke i den konventionelle forstand af ordet. Det er mørkt, dystert og forfærdeligt dårligt. Og alligevel, med al respekt, er det netop det, der gør det så forbandet tiltrækkende.

Formålet med Happy’s Humble Burger Farm er ikke at etablere en restaurant, der er bedre end de andre, men snarere at arbejde i en generisk fastfood-kæde under aften-vagten og overleve hvad som helst, det kaster af kurver mod én. Oh, man er ikke en helt, og man kan ikke fabrikere nævekamp-våben af sesamfrø-boller. Nej, man eksisterer kun i et begrænset arbejdsmiljø, og ens eneste formål er at servere mad til utålmodige kunder hver aften. Ligesom Overcooked, men med et par flere konsekvenser at jonglere med, hvis man ikke kan holde sig ovenpå. Vel, sort of.

Ærligt talt, man bør ikke lade sig narre til at tro, at Happy’s Humble Burger Farm er et fredeligt spil. Oh, der er en fælde her: jo længere man lader folk vente, og jo flere ordrer man misplacerer over aften-vagten, jo vredere bliver maskotterne for fastfood-kæden. Med andre ord, hvis man glider op, så vil man høre om det. Verden og alle dets rekvisitter bliver forvrængede, og hallucinationerne begynder at intensivere. En ko , eller en anden smilende dyre, der fungerer som den rygende kanon for ens rene uduelighed, skyder op fra under træværket, og før længe bliver en lille restaurant til en voldelig feberdrøm, man kun ikke kan undslippe. Der er lidt mere til det end det, men man får ideen. Flip bøffer, eller betal prisen, grundlæggende.

Mens det meste af spillet foregår inden for burger-jointen, giver det én en sti af brødcrumbs at følge mellem vagter. For eksempel, før man tager vejen til arbejdspladsen, har man chancen for at udforske et netværk af lejlighedsblokke og værelser, alle med deres egen del af usædvanlige egenskaber og karakterer. En kok, for eksempel, der mumler og vandrer gennem korridorerne, nogle gange i ens retning, andre gange på en uforudsigelig måde. Det tilføjer ikke meget til den samlede oplevelse, jeg vil indrømme, men det sætter tonen, og ærligt talt, den tone er forfærdeligt.

Så langt madlavning og den generelle handling af at tilberede måltider går, Happy’s Humble Burger Farm  afviger ikke så meget fra en almindelig fastfood-sim. Ligesom hvad man måske har set før, kræver det, at man tilføjer ting – bøffer, pomfritter og krydderier, for eksempel – til køkkenapparater, og pakker ordrer til at servere kunder på den anden side af en disk. Mens man fremskridter gennem nætterne, bliver disse ordrer dog lidt sværere at holde styr på. Givet, det bliver aldrig en smerter i ryggen, men med flere kunder at servere og endnu sværere bygninger at samle, kan det føles frygteligt overvældende af og til. Men det er lidt pointen. Ærligt talt, hvis verden ikke konstant er på randen af at blande virkelighed med feberdrømme, så spiller man det sandsynligvis ikke rigtigt.

Lad det sig sige, at hvis man er  på udkig efter en god historie, så kan man måske ønske at placere sin spatel i en anden skuffe. Selv om Happy’s Humble Burger Farm har en handling, er den gemt mellem hver vagt, man tager på, enten i små passager af tekst eller i små påskeæg, man kan finde i og omkring restauranten. For det meste handler spillet dog om at tage hver nat, som den kommer, og arbejde på at holde hovedet over vandet, mens man holder virkeligheden fra at krakelere.

Foruden madlavning har man også et par underlige job, der skal gøres her. For eksempel, hvis lyset går ud, så skal man reaktiverer strømmen. Og hvis man ser en brand, så skal man slukke den. Og så er der de andre opgaver, som at pantsætte ting i den lokale butik, samle lydoptagelser og forsøge at spille i spillets Endless Mode, der tillader én at teste sin styrke i en procedurally genereret omgang, for eksempel. Givet, der ikke er meget her, der ændrer en velkendt formel. Det sagde, spillet giver en god portion substans, med en masse tilfældige jagtsekvenser, miljøfarer og ordrer, der kan holde én på tæerne i et par timer.

Dom

Happy’s Humble Burger Farm balancerer uhyggelighed med usikkerhed i en foruroligende dystert kulinarisk verden, hvor groteske smagsløg og grufulde hallucinationer kolliderer for at skabe en hjemsøgt smuk, omend dystert og ofte forudsigelig madlavningsoplevelse. Det kan måske ikke tilfredsstille ens trang til en fuldt udbygget historie, men det fylder dog en tom plads i maven med sin intense atmosfære og klaustrofobiske natur. For det, ville jeg sige, at det er værd at betale prisen for. Plus, det er langt billigere end en burger og pomfritter på en lokal højgade fastfood-restaurant – så det er der.