Happy’s Humble Burger Farm Review (Xbox, PlayStation & PC)

Happy’s Humble Burger Farm er en forkæmper for det underlige og vidunderlige, det foruroligende og det slidte. Det tager kun fem minutter, i virkeligheden, at lære, at det ikke er en almindelig burger-flipper cooking sim, men snarere en uhyggelig og forfærdeligt ubehagelig psychological horror med en fastfood-vending. De grundlæggende mekanismer kan være af samme natur – at grille bøffer og tilføje masser af pomfritter i en friture, før man serverer måltider til kunder, for eksempel – men Happy’s Humble Burger Farm er ikke nøjagtig det, man ville kalde en skærefilm om madlavning. Snarere er det en ferocious blodsport, der kræver, at man tænker på benene og handler på impulser, ikke kun for at tilfredsstille et par sultne maver, men for at holde de indre dæmoner på afstand og, vigtigst, den tykke ko fra at teste én lem fra lem.

For at kalde Happy’s Humble Burger Farm en deprimerende spil kan være lidt uretfærdigt. Selv om, for at være fair, man kan se, hvad vi taler om her. Takket være dens kornede æstetik og fugtige atmosfære (og ikke at tale om dens smerteligt groteske karakterer), slår det umiddelbart én, som om det er et sted med uudtalte fjendskaber. Der kan  være smil overalt, men hvis spillet er noget som helst, så er det ikke en “lykkelig” oplevelse – eller i hvert fald ikke i den konventionelle forstand af ordet. Det er mørkt, dystert og forfærdeligt dismigt. Og dog, med al respekt, er det netop det, der gør det så forbandet tiltrækkende.

Formålet med Happy’s Humble Burger Farm er ikke at etablere en restaurant, der er bedre end resten, men snarere at arbejde  i en generisk fastfood-kæde under tusmørketiden og overleve hvad som helst, den kaster af kurvebolde mod én. Oh, man er ikke en helt, og man kan ikke fabrikere nærkampsvåben af sesamfrø-boller. Nej, man eksisterer kun i et begrænset arbejdsmiljø, og ens eneste formål er at servere mad til utålmodige kunder hver nat. Ligesom Overcooked, men med et par flere konsekvenser at jonglere med, hvis man ikke kan klare at tilfredsstille kunderne. Vel, sort of.

Ærligt talt, man bør ikke lade sig narre til at tro, at Happy’s Humble Burger Farm er et fredeligt spil. Oh, der er en fælde her: jo længere man lader folk vente, og jo flere ordrer man misplacerer over løbet af hver vagt, jo vredere bliver maskotterne for fastfood-kæden. Med andre ord, hvis man glider op, så får man at høre om det. Verden og alle dets rekvisitter bliver forvrængede, og hallucinationerne begynder at intensivere. En ko , eller en anden smilende dyre, der fungerer som den rygende kanon for ens rene manglende kompetence, dukker op fra under træværket, og før længe bliver en lille restaurant til en voldelig feberdrøm, man kun ikke kan undslippe. Der er lidt mere til det end det, men man får ideen. Flip bøffer, eller betal prisen, grundlæggende.

Mens det meste af spillet finder sted inden for burger-jointen, giver det én en spor af brødcrumbs at følge mellem vagter. For eksempel, før man tager vejen til arbejdspladsen, har man chancen for at udforske et netværk af lejlighedsblokke og værelser, alle med deres egen andel af usædvanlige ejendomme og karakterer. En kok, for eksempel, der mumler og vandrer gennem korridorerne, nogle gange i ens retning, andre gange på en uforudsigelig måde. Det tilføjer ikke meget til den samlede oplevelse, jeg vil indrømme, men det sætter tonen, og ærligt talt, er tonen rædselsfuld.

Så langt madlavning og den generelle handling med at tilberede måltider går, afviger Happy’s Humble Burger Farm  ikke så meget fra en almindelig fastfood-sim. Ligesom noget, man måske har set før, kræver det, at man tilføjer ting – bøffer, pomfritter og krydderier, for eksempel – til køkkenapparater, og pakker ordrer til at servere kunder på den anden side af en disk. Som man fremskridter gennem nætterne, bliver disse ordrer dog lidt sværere at holde styr på. Givet, det bliver aldrig en pine i ryggen, men med flere kunder at servere og endnu sværere bygninger at samle, kan det føles frygteligt overvældende af og til. Men det er vel meningen. Ærligt talt, hvis verden ikke konstant er på randen af at blande virkelighed med feberdrømme, så spiller man det sandsynligvis ikke rigtigt.

Lad det sig sige, at hvis man er  på udkig efter en fantastisk historie, så kan man måske ønske at placere sin spatel i en anden køkkenkabine. Selv om Happy’s Humble Burger Farm har en plot, så gemmer den den mellem hver vagt, man tager på, enten i små passager af tekst eller i små påskeæg, man kan finde i og omkring restauranten. For det meste handler spillet dog om at tage hver nat, som den kommer, og arbejde på at holde hovedet over vand, mens man holder virkeligheden fra at gå i stykker.

Foruden madlavning har man også et par underlige job, der skal gøres her. For eksempel, hvis lyset går ud, så skal man reaktivere strømmen. Og hvis man ser en brand, så må man slukke den. Og så er der de andre opgaver, som at pantsætte genstande i den lokale butik, indsamle lydoptagelser og forsøge at spille spillets Endless Mode, der tillader én at teste sin mettle i en procedurally genereret omgang, for eksempel. Givet, der ikke er meget her, der ændrer en velkendt formel. Det sagde, spillet giver en god del substans, med en masse tilfældige jagtsekvenser, miljøfarer og ordrer, der kan holde én på tæerne i et par timer.

Selvfølgelig bør man ikke forvente et perfekt spil her, meget mindre et, der har evnen til at huse en stjerneklar soundtrack eller en fejlfri visuel stil. Tænk på det som en kærlighedsbreve til PSX-skrækkens, fuld af alle de klodsede animationer og pixelerede karakterer. Det, i kort, er hvad Happy’s Humble Burger Farm proudly repræsenterer. Det kan ikke være smukt, men det er bestemt uhyggeligt.

Dom

Happy’s Humble Burger Farm balancerer uhyggelighed med usikkerhed i en foruroligende dystert kulinarisk verden, hvor groteske smagsløg og rædselsfulde hallucinationer kolliderer for at skabe en hjemsøgt smuk, omend dystert og ofte forudsigelig madlavningsoplevelse. Det kan ikke gøre nok for at tilfredsstille ens appetit på en fuldfed historie, men det fylder en hul i ens mave med dens intense atmosfære og klaustrofobiske natur. For det, ville jeg sige, at det er værd at betale prisen for. Plus, det er meget billigere end en burger og pomfritter på en lokal højgade fastfood-restaurant – så det er der.