Anger Foot Anmeldelse (PC)

Hvis jeg har lært noget om mig selv i de sidste, jeg ved ikke, femten år, så er det, at jeg absolut elsker — nej, dyrker — ideen om at sparke nådesløse fjender i baghovedet med en jernstøvle. Det startede med DOOM, og så gik det efterhånden over til spil som Bulletstorm, og efter det, ja, der begyndte tingene at blive lidt for tydelige. Ganske sikkert, når ultimatummet jævnligt dukkede op, var valget altid for let at træffe: at vælge et godt gammeldags stormgevær, eller simpelthen nøjes med en størrelse 42 og et par stålnæsesko. Unødvendigt at sige, at ved at vælge det sidste, var jeg i gode hænder — undskyld, fødder. Og det er på grund af den følelse af fortrolighed med våbnet, at Anger Foot, ikke overraskende, føltes som en perfekt match. Selvfølgelig kunne jeg nemt smutte i et par behagelige sko og bruge de næste mange minutter på at rante om sammenknebne tæer og ironiske ordspil — men det ville sandsynligvis ikke gavne nogen af os. Så for at holde min fod kilet fast i munden og ikke, i dette tilfælde, smurt ud over den tekst der følger, holder jeg det kort, sødt og, vigtigere, til pointen. Men hvad er Anger Foot, hvis ikke en følelsesløs beholder, hvor nybegyndende kæmpere kan slagte deres undertrykkere med et par sandaler? Ja, det er faktisk flere ting — men det er for det meste præcis hvad det siger på dåsen. Men da vi er ved at komme lidt for langt frem, lad os spole et par fødder tilbage. Undskyld — jeg sparker mig selv for den.

Ja, det er vredt, helt sikkert

Jeg skal være ærlig, Anger Foot har ikke rigtig brug for en formel introduktion, for det er, ligesom Bulletstorm, et first-person shooter-spil, der er så direkte som det kan blive. Jeg siger ikke, at der ikke er en historie, men i betragtning af at den bogstaveligt talt centrerer hele plottet omkring et sted der hedder — gæt engang — Shit City, kan jeg ikke lade være med at føle, at det ville være spild af tid at uddybe yderligere. Alligevel, for at tilføje lidt ekstra kontekst, vil jeg sige dette: Anger Foot handler ikke kun om, ja, en vred fod, så at sige; faktisk handler det om noget andet — en form for kriminel opstand, der har forvandlet de fjerne hjørner af den såkaldte Shit City til en ødemark for ville-have-været gangstere og koffeinbesatte kaprere. Og det er i denne verden, at du, den snæversko-bærende lømmel, vil vende bøtten. Jeg siger ikke, at historien er fantastisk, for den mangler bestemt samme detaljerigdom som mange first-person shooters derude. Hvad jeg derimod siger er, at på trods af mangel på dybde og kompleksitet, opvejer den mærkeligt nok på utallige andre måder — dens gameplay er dens redning, heldigvis. Og det er også en skide god ting, for hvis jeg fjernede røvsparkene fra den generelle ligning, ville jeg ikke have ret meget at skrive hjem om, da det mere eller mindre er et generisk spil, der ikke lader meget til fantasien. Bevis på sagen: rejsen er ret så lærebogsagtig A-til-B, idet du har skurke, og du har en række lokationer, som alle vrimler med bøller og andre degenererede. Og det er det.

Små Skridt

Anger Foot sigter mod at indkapsle mange ting, men hvad det virkelig giver hjerte og sjæl for at skabe, er den samme grundlæggende infrastruktur, som vi har set i spil som High on Life, Bulletstorm, og, for en god ordens skyld, Shadow Warrior. Med andre ord, det maler et billede, der inkorporerer en blanding af hardstyle-beats, satiriske temaer og kombinationsbesatte actionscener. I hjertet af alle disse funktioner er et enkelt USP — en fod, af alle ting — som du bruger til at banke dig vej gennem størstedelen af Shit Citys aske-grå bydele. Der er også andre våben at drage fuld fordel af — men det er uden for pointen, og helt ærligt, noget der ikke rigtig tilføjer spillets overordnede appel. Altså, det gør det, men hvorfor så fyre af med nytteløst sludder om haglgeværer, når vi bare kan synge vers om en bankende fod? Det mærkelige ved Anger Foot (jeg siger mærkeligt, når jeg egentlig finder det ret fascinerende) er, at du ikke kun stoler på din almindelige fods råstyrke. Som det viser sig, har spillet også en hel masse opgraderinger — performance-forbedrere, der for at forblive konsistente med spillets mærkelige og vidunderlige tema, spænder fra friske sneakers til mavepustende kamp-evner og mere. Indrømmet, denne slags karakter-opstigningssystem er ikke ualmindeligt i spil af denne type, men det faktum, at det gør plads til et par smarte stat-forbedrere, er en god ting, da det giver et niveau af gen-spil-værdi, omend kun lidt. Hvad angår om det er værd at vende tilbage til, er et andet spørgsmål — et spørgsmål der uden tvivl vil have mange, mange forskellige svar. Man kan ikke vinde dem alle, vel?

Adrenalin & Sneakers

Anger Foot trives i højoktan-miljøer, og så har det naturligvis en vane med at lede dig ind i hver af de tilgængelige scenarier uden at give dig overskudstid til at stoppe og suge omgivelserne til sig. Og det er fint, eftersom størstedelen af dens omgivelser alligevel ikke er voldsomt forskellige. Ja, jeg siger det, når hver af Shit Citys bydele faktisk er lige så levende og sindssygt slående som den næste. Er det nok til at give dig en brændende hovedpine? Ikke nødvendigvis, men for at være fair, tager det ikke lyd-effekterne og det orkestrale hardstyle-score med i betragtning. Alligevel, lad mig ikke engang begynde på musikken; det er næsten som om jeg er i et nedtursrus fra en bas-infunderet EDM-feberdrøm, og jeg kan ikke helt afgøre om jeg er vågen eller stadig limet fast til støvlen. Tak for det, Anger Foot. Nå, men hvis du er typen der kan knokle og komme direkte til pointen, så er der en god chance for, at du kan feje en stor del af indholdet under foden på et par timer. Det kan nok siges, at Anger Foot, som den handling-drevne, no-nonsense (lidt nonsens, indrømmer jeg) first-person shooter den er, sandsynligvis ikke vil koste dig en arm og et ben at gennemføre, eller engang en håndfuld dage, uger eller måneders arbejde for den sags skyld. Pointen jeg prøver at lave er denne: hvis du synes en relativt kort rejse er prisen værd, så kan du ikke rigtig gå galt i byen.

Konklusion

Anger Foot satte ud for at fremmane en ret simpel, omend simpelthenket, form for underholdning, og for at være fair, fangede den den — og så noget. Ligesom størstedelen af sine berusede forfædre — dem der levede og døde efter mottoet ‘hvis det ikke er i stykker, så spark det alligevel’ — repræsenterer Anger Foot et nichemarked, der på grund af den nylige stigning i popularitet takket være kult-favoritter som High on Life, tydeligvis har potentiale til at overhale mange af genrens største konkurrenter. Okay, så det er et mærkeligt koncept, men i betragtning af det enorme antal generiske shooters, vi faktisk har i dag, er det ret sødt at have noget i vores tåge, der tør at presse grænserne lidt. Og helt ærligt, jeg er villig til at give udvikleren en masse ros for det. Det siger sig selv på dette tidspunkt, men hvis du er den type gamer, der ofte finder glæde i grov humor og bokse-påvirket kamp, så er jeg ikke i tvivl om, at du vil absolut dyrke stort set hver eneste tilgængelige node og fordel, der følger med Anger Foot. Tænk på det som en hybrid mellem, jeg ved ikke, My Friend Pedro og High on Life, og så har du en grov idé om, hvad det giver hjerte og sjæl for at formulere. Hvis det er den slags nummer, du ikke ville have noget imod at bruge et par timer på at tumle igennem denne weekend, så er det eneste jeg kan sige dette: få den forbandede fod ud af munden og begynd at sætte den til god brug!