Anger Foot Review (PC)

Om jeg er kommet for at lære noget om mig selv i det sidste, ved jeg ikke, femten år, det er det jeg absolut elsker – nej, tilbede ideen om at sparke nådesløse fjender i baghovedet med en jernstøvle. Det startede med DOOM, og så blev det til sidst overført til spil som Bulletstorm, og efter at, ja, det var på det tidspunkt, at tingene begyndte at blive lidt også klar. Sikkert nok, for når ultimatummet ofte kom frem, var valget altid også let at lave: at vælge en god gammeldags kampriffel, eller blot nøjes med en størrelse ni og et par tåkappestøvler i stål. Det er overflødigt at sige, at ved at stille mig på sidstnævnte, ville jeg være i trygge hænder - undskyld, fødder. Ogdet er fordi af den følelse af fortrolighed med våbenet, der Vrede fod, ikke overraskende, føltes som en perfekt pasform.

Selvfølgelig kunne jeg sagtens smutte ind i et par behagelige sko og bruge de næste, hvor mange minutter jeg end måtte være, på at skændes om stivnede tæer og mundrette ordspil - men det ville nok ikke gøre nogen af ​​os nogen tjeneste. Så for at holde min fod kilet i munden og ikke i dette tilfælde skummet ud over den tekst, der er ved at følge trop, vil jeg holde det kort, sødt og endnu vigtigere, til punkt. Men hvad is Vrede fod, hvis ikke et følelsesløst fartøj, hvor spæde krigere kan slagte deres undertrykkere med et par sandaler? Nå, det er faktisk et par ting - men det er for det meste, præcist nok hvad der står er det på dåsen. Men da vi er ved at komme lidt foran os selv her, tillad os at spole det et par meter tilbage. Beklager – Jeg sparker mig selv for den.

Nå, det er vred, okay

Jeg skal være ærlig, Vrede fod ikke virkelig kræver en formel introduktion, for det er ligesom Bulletstorm, et førstepersonsskydespil, der er lige så on-point, som det bliver. Jeg siger ikke, at der ikke er en historie i det, men i betragtning af det faktum, at det bogstaveligt talt centrerer hele sit plot omkring et sted kaldet - vent på det -Shit City, Jeg kan ikke undgå at føle, at det ville være spild af tid at uddybe det yderligere. Alligevel, for at tilføje lidt ekstra kontekst over sagen, vil jeg sige dette: Vrede fod er ikke lige om, ja, en vred fod, så at sige; faktisk handler det faktisk om noget andet – en slags kriminel opstand, der siden har forvandlet de fjerne afkroge af den såkaldte Shit City til en ødemark for wannabe-gangstere og koffein-besatte flykaprere. Og det er indeni denne verden, at du, den sneaker-sportslige ne'er-do-well, vil vende udviklingen.

Jeg siger ikke, at historien er det stor, fordi det helt sikkert mangler samme detaljeniveau som mange førstepersonsskydespil derude. Hvad jeg am Man siger dog, at på trods af dens mangel på dybde og kompleksitet, så kompenserer den underligt nok for på utallige andre måder - dens gameplay, som er dens frelsende nåde, heldigvis. Og det er også en forbandet god ting, for hvis jeg skulle fjerne røvsparket fra den generelle ligning, ville jeg ikke have så meget at skrive hjem om, da det mere eller mindre er et generisk spil, der overlader ikke meget til fantasien. Eksempelvis er rejsen alt sammen snarere lærebog A-til-B, i tilfælde af at du har skurke, og du har en række steder, som alle vrimler med rådyr og andre degenererede. Og der er den.

Baby Steps

Vrede fod har til formål at indkapsle en meget af ting, men det, den hælder sit hjerte og sin sjæl i at skabe, er i virkeligheden den samme grundlæggende infrastruktur, som vi har set i f.eks. High on Life, Bulletstorm, og for en god ordens skyld, Shadow Warrior. In Andet ord, det maler et billede, der inkorporerer en blanding af hardstyle-beats, satiriske temaer og combo-besatte actionscener. Kernen i alle disse funktioner er en enkelt USP - en fod, af alle ting - som du bruger til at pusle dig vej gennem langt de fleste af de askede bydele i Shit City. Der er også andre våben at drage fuld fordel af - men det er udover pointen, og helt ærligt noget, der ikke rigtigt bidrager til spillets overordnede appel. Nå, det gør, men hvorfor så udstøde ubrugeligt sludder om haglgeværer, når vi bare kan synge vers om en knasende fod?

Hvad er mærkeligt ved Vrede fod (I siger underligt, når jeg virkelig finder det hele ret fascinerende) er, at du ikke gør det lige stol på den rå styrke af din mose-standard fod. Som det viser sig, byder spillet også på en hel masse opgraderinger – præstationsboostere, der for at forblive i overensstemmelse med spillets underlige og vidunderlige tema spænder over friske sneakers til mavesprængende kampevner og mere. Indrømmet, denne form for karakteropstigningssystem er ikke ualmindeligt i spil af denne slags, men det faktum, at det gør Det er en god ting at lave lidt ekstra plads til et par smarte stat-forstærkere, da det giver et niveau af replay-værdi, om end en smule. Med hensyn til om det er det eller ej værd at vende tilbage til er et andet spørgsmål - et spørgsmål, der vil have mange, mange forskellige svar, uden tvivl. Kan du dog ikke vinde dem alle, vel?

Adrenalin og sneakers

Vrede fod trives i højoktanmiljøer, og derfor har den naturligvis en vane at føre dig ind i hvert af de tilgængelige scenarier uden at give dig fritid til at stoppe op og nyde seværdighederne. Og det er fint, da hovedparten af ​​dens indstillinger alligevel ikke er enormt forskellige. Nå, jeg siger det, når virkelig hver af bydelene i Shit City alle er lige så levende og sindslidende slående som de næste. Er det nok til at give dig en blærende hovedpine? Men for at være retfærdig er det ikke nødvendigvis at tage lydeffekterne og orkestrale hardstyle-score i betragtning. Alligevel, lad mig ikke engang komme i gang med musikken; det er næsten, som om jeg er på vej ned af en bas-infunderet EDM-feberdrøm, og jeg kan ikke helt sige, om jeg lige nu er vågen eller stadig klistret til støvlen. Tak for det, Vrede fod.

I hvert fald, hvis du er en til at knokle og komme direkte til sagen, så er der en god chance for, at du vil være i stand til at feje meget af indholdet under støvlen i løbet af få timer. Det er nok at sige, Vrede fod, være den handlingsdrevne, no-nonsense (nogle nonsens, jeg indrømmer) førstepersonsskydespil, at det er, vil sandsynligvis ikke koste dig en arm og et ben at gennemføre, eller endda en håndfuld dage, uger eller måneders arbejde, for den sags skyld. Pointen, jeg prøver at gøre, er dette: hvis du tror, ​​at en relativt kort rejse er entréprisen værd, så kan du ikke rigtig gå galt.

Bedømmelse

Vrede fod satte sig for at fremtrylle en ret enkel, omend enkeltsindet form for underholdning, og for at være retfærdig fangede den den - og derefter nogle. Ligesom det store flertal af dets berusede forfædre – dem, der levede og døde efter citatet 'hvis den ikke er gået i stykker, så spark den alligevel'—Vrede fod repræsenterer et nichemarked, der på grund af den seneste stigning i popularitet takket være kultfavoritter som Høj på livet, har helt klart potentialet til at overhale en masse af genrens største kandidater. Okay, så det er et mærkeligt koncept, men i betragtning af den store mængde af generiske skydespil, som vi faktisk har i denne tid, er det ret sødt at have noget i vores tåger, der tør skubbe båden lidt ud. Og helt ærligt, jeg er villig til at give udvikleren en bunke kredit for det.

Det siger sig selv på dette tidspunkt, men hvis du er den slags gamer, der ofte finder glæde i grov humor og slag-fulde kampe, så er jeg ikke i tvivl om, at du absolut vil elske næsten alle tilgængelige noder og frynsegoder, der følger med Vrede fod. Tænk på det som en hybrid mellem, jeg ved det ikke, Min ven Pedro og Høj på livet, og du vil have en nogenlunde idé om, hvad det hælder hjerte og sjæl i at formulere. Hvis det er den slags koncert, du ikke ville have noget imod at bruge et par timer på at boltre dig igennem denne weekend, så kan jeg kun sige dette: få det sprængte mund ud af munden og begynd at bruge det godt!